Besøg vikingerne - fjorde, kultur og historie
8 dage / 7 nætter - ca. 275 km cykling
Dybe fjorde, bølgende landskaber, spændende kystbyer og en tur i vikingernes landskab er noget af det, du kan glæde dig til på denne tur.
Du oplever både Fyn – ”Danmarks hjerte” – og hovedlandet Jylland. Den gamle Lillebæltsbro fra 1935 forbinder landsdelene – husk at holde godt øje med den lille hval, marsvinet, når du krydser broen!
Du overnatter i de spændende kystbyer Middelfart, Vejle, Horsens og Kolding – og besøger Jelling, som ligger lige midt i vikinglandet. Hertil sejlede vikingerne for tusind år siden på Vejle Å, når de skulle ind til Danmarks gamle kongeby, som er en af hovedattraktionerne på denne tur.
Glæd dig også til en tur med cykelfærgen over Horsens Fjord – og til turen ad Bindeballestien, som går gennem imponerende landskab på en tidligere banestrækning.
Turen starter og slutter i Middelbart med særdeles gode forbindelser med tog til resten af Danmark. Ankommer du med bil ligger Middelfart lige ved motorvejen.
Turen er på 8 dage / 7 nætter og inkluderer overnatning, bagagetransport, digitale ruter, kort og rutebeskrivelse samt hotline og mulighed for cykelleje.
Tilmelding/Dato/Pris
Tilmelding
Mail. info@danishbiking.dk
Tlf.: 4026 4046
Afgangsdatoer 2025
Hver søndag fra 1. juni til 14. september
Andre startdage kan arrangeres mod tillæg
Pris
Voksne pr. person
Dobbeltværelse - 8.775,- kr.
Enkeltværelse - 10.395,- kr
Pristillæg fra 22. juni til 31. august: 1.100,- kr.
Børn
(baseret på ophold i ekstraseng på forældres værelse, max. 2 børn (0-12 år) pr. værelse)
8 dage / 7 nætter.
0-3 år - 0,- kr.*
4-12 år - 5.550,- kr.
Pristillæg fra 22. juni til 31. august: 925,- kr.
* Ekstra betaling for f.eks. morgenmad og / eller barneseng betales direkte til hotellet
Dag 1
Ankomst til Middelfart. Måske er du i god tid og kan nå et besøg på Clay Keramikmuseum, som ligger smukt ud til Lillebælt. En anden mulighed er bridge-walking på Den gamle Lillebæltsbro – en unik oplevelse.
Dag 2
Middelfart – Vejle (ca. 50 km)
Fik du ikke besøgt Lillebæltsbroen i går, så får du gjort det under alle omstændigheder i dag, for du krydser broen på vej mod Jylland. Første stop kan fint være Fredericia, hvor det historiske fæstningsværk med smukke stier og udsigtspunkter bestemt er et besøg værd.
Turen fortsætter ad National Cykelrute nr. 5 op mod Vejle, hvor du oplever det mere kuperede landskab, når du nærmer dig den smukke Vejle Fjord.
Vejle betyder vadested og henviser til, at folk har krydset overgangen mellem fjorden og åen i hundredvis af år – og navnet blev senere også navnet på den spændende by, som er dagens destination.
Dag 3
Vejle – Horsens (ca. 38 km)
Nordsiden af Vejle Fjord byder både på smukke udsigter og skøn natur. Husk at stoppe på vej ud ad byen for at opleve Bølgen – ikonisk arkitektur, som forener by og fjord.
Det er oplagt at medbringe badetøjet og tage en dukkert på Tirsbæk Strand, som ruten passerer lige udenfor Vejle.
Efter Vejle Fjord går turen mod nord ad regionalrute 53. Du kommer igennem flere små landsbyer, hvor et stop ved købmanden er en fin mulighed for proviantering.
Umiddelbart før Horsens Fjord passerer du Boller Slot, hvis historie rækker tilbage til 1350. Herfra følger du Bollerstien ind til Horsens, som er en spændende by med en lang industrihistorie – smukt beliggende i bunden af Horsens Fjord.
Dag 4
Horsens (udflugtsmulighed ca. 52 km)
Nyd dagen i den historiske købstad, Horsens, hvor du bl.a. kan besøge Fængslet – Europas største fængselsmuseum – og Industrimuseet, som fortæller om byens industrihistorie.
Har du i stedet lyst til en cykeldag, er det oplagt at tage en tur rundt om Horsens Fjord. Kører du syd om fjorden kommer du til den lille, hyggelige by Snaptun. Herfra kan du tage cykelfærgen via Hjarnø til Alrø og returnere nord om fjorden ind til Horsens
Undervejs på turen med cykelfærgen kan du eventuelt tage et kortere opholdt på Hjarnø.
Dag 5
Horsens – Vejle (ca. 50 km)
I dag skal du for alvor i vikingeland. Danmarks gamle kongeby, Jelling, ligger på ruten, og her er det oplagt at sætte god tid af.
Den store Jellingesten kaldes ”Danmarks dåbsattest”. Her skrev Harald Blåtand for mere end tusind år siden, at han samlede Danmark til et rige – og gjorde danerne kristne. Danmarks Nationalmuseum har en meget spændende udstilling om vikinger i Jelling, som du afgjort bør besøge.
Dagen slutter i Vejle, så fik du ikke udforsket byen tilstrækkeligt forleden, har du en ny mulighed i dag.
Dag 6
Vejle – Kolding (ca. 55 km)
Dagen starter med en tur på Bindeballestien – en nedlagt jernbane, der nu er cykelsti og fører gennem den imponerende Vejle Ådal. Husk at stoppe ved Ravning Station, som nu er museum. Samme sted kan du se, hvor Ravningebroen krydsede åen for tusind år siden. Et fantastisk bygningsværk, som fortsat præger landskabet.
Bindeballe Købmandsgård er en virkelig hyggelig, gammeldags købmandsbutik, hvor det er oplagt at få en forfriskning.
Nu klatrer du op på sydsiden af Vejle Ådal og her møder du Egtvedpigens Grav. Graven er et af Europas fineste bronzealderfund – mere spændende fortid at udforske.
Dagen slutter i Kolding – turens tredje større by i bunden af en fjord.
Dag 7
Kolding – Middelfart (ca. 30 km)
Et spændende sted at starte dagen er Koldinghus – et mere end 750 år gammelt slot, som gennem århundreder var et af landets vigtigste kongeslotte. I dag er bygningen restaureret på en spektakulær måde og er en del af Kongernes Samling.
På vejen mod Middelfart besøger du Skærbæk, som ligger idyllisk ved Kolding Fjord. Måske laver du en afstikker til Strandparken og tager en dukkert?
Senere er det igen tid til at krydse Den gamle Lillebæltsbro, og umiddelbart efter drejer du ind i Hindsgavl Dyrehave og kan kigge på flokkene af dåvildt og kronvildt inden du er fremme ved dagens mål.
Dag 8
Hjemrejsedag efter en oplevelsesrig cykelferie – med mindre du vælger at forlænge dit ophold, fx med nogle dage i Odense eller København.
Vejledende rute
Ankomst/Parkering/Transfer
Fly: Københavns lufthavn (Kastrup), tog kører regelmæssigt direkte til Middelfart
Tog: Middelfart Banegård
Parkering: Der er parkeringsfaciliteter tæt ved hotellet.
Inkluderet
- 7 nætter på 3-4 stjernede hoteller inklusiv morgenmad
- Værelser med privat badeværelse
- Bagagetransport mellem hotellerne
- 7-dages hotline (9.00 - 17.00)
- Digital rutebeskrivelse til app
- 1 x kort pr. værelse
- Rejsegarantifond
Cykelleje
Touringcykel - 950,- kr.
El-cykel - 1.925,- kr.
Barnecykel - 745,- kr.
Barnestol, efterløber og trailer kan også lejes
Bestilles ved tilmelding
Ekstranætter
Dobbeltværelse - fra 825,- kr.
Enkeltværelse - fra 1.125,- kr.
(Afhængig af tilgængelighed)